Mellem to verdener

Anmeldelser :

Mellem to verdener

En ungdomsroman, der henvender sig til en ganske bestemt udsat gruppe af teenagere fordomsfrit og medfølende.

Emnet er måske navnlig i Belgien behæftet med tabu. Hvordan en dreng på 17-18 år erkender sin seksualitet, og hvilke smertefulde konflikter det medfører. For ham er det dobbelt svært, fordi han er tvilling, og Alexander, som han er dybt forbundet med, er til piger og forstår ikke et kuk af, hvad der foregår i Adriaans hjerte og krop. Dette alvorlige tema har den unge belgier Aline Sax, født i 1984, kastet sig ud i med liv og sjæl og fået noget ganske rørende ud af. ”Mellem to verdener” er bogstavelig, idet handlingen spænder over det ludfattige Belgien omkring 1910 og New York i den såkaldte fagre nye verden parallelt med den tvedelte kønsorientering.

Ladt alene

Aline har læst grundigt på sin udvandrerhistorie, for skildringen af den udpinte landbofamilie virker meget autentisk. De har solgt alt for et bedre liv i Amerika, hvor de drømmer om et frodigt landbrug. De indskibes i lasten på et passagerskib, hvor de overlever med nød og næppe for blot, da de når frem til USA, at blive sendt tilbage. Lige bortset fra Adriaan. Den arme knøs vandrer hjemløs omkring i New Yorks gader uden penge og uden at kunne et ord engelsk. En portier på et hotel forbarmer sig over den smukke dreng og giver ham husly i sin lille lejlighed og skaffer ham samtidigt et job som opvasker, men selvfølgelig til en ussel løn. Det liv, som den naive Adriaan nu oplever sammen med Jack, der bliver oprigtigt forelsket i ham, er fjernt fra de store vidder, de gyldne kornmarker og jorden, som de ville få gratis til at dyrke.

 Det rene hjerte

Et New York på vrangen med skræmmende fattigdom, sult, kriminalitet, ludere, betændte homobarer. Ikke desto mindre, fordi Jack med langsom forførelse har lært ham at kende sig selv om bøsse – men så nænsomt, så nærsomt, Aline Sax skriver jo med kvindesind – og fordi han selv kommer til at elske Jack af hele sit rene hjerte, vælger han at blive hos ham i New York. Dette skønt hans elskede tvilling igen har sparet op til at komme til USA for at finde den bror, som han skulle dele livsdrømmen med.

 Uforstående

Alexander er stadig den naive bondeknold og forstår ikke et pluk af det, der udspiller sig for næsen af ham i storbyens homoseksuelle miljø.

Og her befinder den unge læser, som romanen er skrevet til, sig i et fiktivt hverken-eller og i tvivl om følelser, og hvad der er det rette at gøre. Uden den borgerlige morals pegefinger. Men aldrig i tvivl om hjertets rettigheder. De unge har det ikke let.

 Anne Chaplin Hansen, KPN.dk, 04.01.2011

 ♦♦♦

Mellem to verdener

Akilleshælen i ungdomslivet er vel hvem er jeg? Dette spørgsmål bliver ikke stillet, men besvaret i Aline Sax ungdomsroman “Mellem to verdner”.

Hovedpersonen Adriaan rejser, sammen med sin familie fra Belgien til New York. På denne rejse skilles Adriaan fra sin familie og bliver på kort tid voksen. En voksen som Adriaan ikke vidste fandtes.

Ungdomsromanen skildrer en fysisk og psykisk hård rejse fra et land til et andet, men samtidig også en psykisk rejse fra et liv som barn, til et liv som voksen. På mange måder kunne jeg koble den fysiske fortælling med usikkerheden som alene i et fremmed land og det første skridt som voksen, hvor forventninger og krav er meget anderledes.

Derudover rummer ungdomsromanen en beskrivelse af frustration og usikkerhed over egen homoseksualitet. Som læser blev det tydeligt for mig hvilke dilemma Adriaan befinder sig i. Nemlig mellem kroppens reaktion, lyst og behov og hovedets forstand, moral og etik.

Alt det der er set og lært, i samfundsmæssige traditionelle normer og regler, kan Adriaans krop ikke trives i og jagten på lykke bliver en lusket affære for Adriaan.

Adriaan tvinges til at tage et afgørende skridt ind i en fremtid han ikke kender, heri ligger besvarelsen på hvem er jeg og en vej ud af dilemmaet.

Lina Kjær, Kulturplakaten, 22.11.2010

♦♦♦

Mellem to verdener

Mellem to verdener handler ikke bare om at emigrere fra Belgien til USA i 1900 tallet – den handler i lige så høj grad om at blive voksen og opdage sin seksualitet.

 Adriaan og Alexander er tvillinger og landbrugssønner i Belgien. Det er hårde tider og som så mange andre i denne periode har familien valgt at udvandre til Amerika – landet hvor alle kan få gratis landbrugsjord og høste i overflod. Som læser venter man at drømmene snareligt må briste. Derfor er det heller ikke overraskende, at familiemedlemmerne en efter en bliver siet fra under den hårde rejse til USA, tilsidst står Adriaan alene i New York og må arbejde sig op fra bunden. Hårdt arbejde og bristede illusioner står i kø, indtil han møder Jack. Jack tager sig af Adriaan og viser ham ukendte sider af New York og af ham selv.

 Adriaans gryende homoseksualitet er nænsomt beskrevet og romantikken mellem ham og Jack er et af bogens stærkeste kort. Et andet stærkt kort er Aline Sax´s sprog, der har meget få stærkt tidsbundne vendinger, hvilket gør at man som læser ikke føler at sproget er gammeldags eller taget ud af munden på en nutidig teenager.

 Samlet set er bogen en god læseoplevelse, der klart brænder mest igennem i beskrivelserne af Adriaan, Jack og deres vennekreds, noget svagere står den i beskrivelsen af Adriaans familie – de formår ikke rigtigt at krybe ind under huden på denne læser. At forfatteren Aline Sax er igang med en ph.d i historie, er ikke overraskende, idet man under læsningen føler sig hensat til New York i 1910 – en tid med få biler, gasbelysning indendørs og med meget agression mod homoseksualitet.

Emil Blichfeldt, Bogblogger, 1.2.11

♦♦♦

Mellem to verdener ****** (4/6)

”Jeg taler deres sprog. Det gør du ikke endnu.” Ordene er Jacks, Adriaans ven og elsker i Mellem to verdener, og det er netop, hvad bogen handler om i dobbelt forstand. Det vrimler med symboler af den slags, der både bogstaveligt og på et dybere plan beskriver den udviklingsproces, som den unge mand Adriaan går igennem for at finde sig selv i den amerikanske drøm.

Adriaan og hans familie emigrerer fra Belgien til USA i 1910 i håbet om et bedre liv. Adriaan har en tvillingebror, Alexander, og lige så ens de er, lige så sammensmeltede er de. Familien bliver imidlertid skilt ad undervejs på rejsen, og det ender med, at Adriaan er den eneste, som kommer til New York. Ene, forladt og uden penge må han selv finde ud af, hvordan han skal klare sig og lære engelsk, som han slet ikke taler. Det er først, da han møder Jack, at han får en adgang til byen og til det nye land – og begynder at få en fornemmelse af, at han vistnok er forelsket. Forelsket i Jack og uden at vide, at han kunne have den slags følelser for en person af sit eget køn. Da låget først er taget af gryden, kan den ikke andet end boble over, og Jack bliver i en anden forstand Adriaans indgang til hans nye liv i USA og hans amerikanske tvilling. Adriaan kommer til at se sig selv med nye øjne.

Det er kort sagt, hvad bogen handler om. Og som den udviklingshistorie, den er, om en ung mands erkendelse af sin egen seksualitet og kærlighed til en anden mand og samtidig fortællingen om homomiljøet i New York i starten af 1900-tallet, er den rigtig god.

Måske var jeg bare selv utålmodig med at komme i gang med det, bogen handlede om, men de første 200 sider er en socialrealistisk og velskrevet emigranthistorie om Adriaan og hans familie og er ikke særligt relevant for den sidste del af bogen – i det mindste behøvede den ikke være SÅ lang. Bogen kan nærmest deles op i to: emigranthistorien og historien om Adriaans erkendelse af at være forelsket i Jack og stifte bekendtskab med det homoseksuelle miljø. Til gengæld er det en supergod idé at skrue Adriaans udvikling sammen omkring en emigration over et stort hav og adskillelsen fra sin nære tvillingebroder og hele familie i mødet med et nyt samfund, fordi det stiller skarpt på, hvor omvæltende det kan føles at gøre op med sin hidtidige selvopfattelse til fordel for en anden og gryende erkendelse af, at der noget, som er vigtigere end at leve som hidtil.

Aline Sax skriver godt og er god til at beskrive stemninger og miljøer. Man får en god fornemmelse af det snuskede og fattige miljø, som bogen det meste af tiden udfolder sig i, og som har været virkeligheden for langt de fleste immigranter i New York på den tid. Hun tildeler desuden de forskellige personer i bogen forskellige roller i Adriaans udvikling og selvrefleksion, hvilket virker meget troværdigt, når man som læser bliver ét med jeg-figuren og bliver en del af hans selvudvikling. Andre personer bliver vigtige i forhold til at vurdere ens egne ukendte følelser og til at vurdere, hvordan man bliver modtaget i den form, man er ved at træde ind i. Fordømmes man eller omfavnes man, eller sker der slet ikke noget? Fordømmelsen var mere udtalt for 100 år siden, må man nok sige. Afhængigt af hvor man valgte at færdes.

 Det er en god bog. Afgjort – når man er forbi de første 200 sider, må jeg lige sige igen, men den kritik tager jeg på mig. Andre kan nok synes, det er udmærket som ramme for historien. Som et tidsbillede af, hvordan det kan have været at springe ud i et homofobisk samfund i en metropol som New York er den glimrende. Og spørgsmålet om, hvad det skal koste at blive sig selv er jo tidløst og får i Mellem to verdener to svar. Drømmen om det gode liv og erfaringen om det rigtige liv. Kan livet være der, hvor begge dele nås? Sagt med Frank Sinatra i sangen “New York, New York”: “If I can make it there, I’ll make it anywhere!”

 Kristian Molbo, panbladet.dk, 28.02.2011

 ♦♦♦